Author Archives: Carsten Bjørnager

Vandt topkamp i Brønderslev

Ålbæk HKs serie 2 damer spillede fredag aften ude mod Brønderslev IF. Begge hold var nedrykkere fra serie 1, på henholdsvis 4. og 5. pladsen og har i efterhånden mange år givet hinanden nogle tætte kampe, således også denne fredag. Begge hold var ubesejret før dagens møde.

Kampen var oprindeligt sat til lørdag eftermiddag, men ingen af Ålbæk målvogtere kunne på det tidspunkt. BI var så flinke at være med til at flytte kampen, og muligheden var således fredag aften.  Efter flytningen stod Ålbæk alligevel med afbud fra målvogteren – pengene var således smidt ud af vinduet. Chanette Gammelgaard var frisk at springe på opgaven og nåede lige 1 1/2 times målmandstræning og det viste sig faktisk at blive en rigtig god ide.

1.halvleg var som sædvanlig meget tæt, hvor det var hjemmeholdet der i starten førte med en enkelt pind, blev det mod slutningen Ålbæk i front med en enkelt, og således også ved pausen hvor stillingen var 12-13. Anne P blev efter et gennembrud og skudforsøg trukket bagfra i armen og blev desværre skadet og måtte udgå.

De første 20 minutter af 2.halvleg forløb på samme måde, hvor Ålbæk bragte sig foran og BI udlignede. Fra det 20.-25. minut fik Ålbæk dog skabt lidt luft og bragte sig på 20-24. Herefter gik der lidt gummiarm i det, med flere ukoncentrerede angreb og afslutninger samtidig med Brønderslev lavede en rigtig god afslutning på kampen og fik reduceret til 23-24 og kampen var atter åben. Ålbæk fik desværre igen en lidt for tynd afslutning 15 sekunder før tid, hvilket gav hjemmeholdet endnu en afslutningsmulighed, det blev dog til et frikast, hvor et hårdt skud gik gennem Ålbæks parade, men heldigvis fik Chanette hånden på bolden, der gik over målet og de 2 point vigtige point kom i hus.

Stillingen serie 2 damer pulje 1:
1.  Ålbæk HK                  3      +12     6
2.  Brønderslev IF         2      +1        2
3.  Tornby IF 2               2      +1        2
4.   Løkken GVL             3      -3         2
5.   Astrup/Bindslev      1      -2         0
6.   Horne/Hirtshals      1      -9         0

Ålbæk – FFI 22-15

Alt mens Island floppede mod Ungarn, og Danmark fortsat ikke kan finde melodien, ja så måtte Ålbæk´s serie 2 herrer spille på udebane mod Frederikshavn FI.

Hjemmeholdets Kasper Krogh gav Ålbæk store problemer for et år siden, derfor fik han lidt ekstra opmærksomhed i dagens kamp, hvor Andreas og Kenneth fik ham lukket god ned.

1.halvleg kunne knap nok holde kampens 5 tilskuer vågen, og det var bestemt ikke seværdigt. Ålbæk kunne efter godt forsvarsarbejde gå til pausen foran 9-12, hvilket dog måske burde have været lidt mere, i forhold til antal målchancer.

FFI kom på banen efter pausen, indstillet på at sætte mere tempo på kampen – og tak for det. I løbet af få minutter fik hjemmeholdet således udlignet til 12-12, det fik Ålbæk til at vågne op. Forsvaret stod godt gennem det meste af kampen, og nu begyndte angrebet at sætte mere pres på, hvilket gav bonus, og Ålbæk trak stille og roligt fra og vandt kampen 15-22.

Derved kom oprykkerne på tavlen, mens FFI fortsat står med 0 point for 3 kampe, én kamp mere end Ålbæk.

2.hold herrer i tæt lokalopgør

Ålbæk HKs 2.hold herrer tog hjemme i mod et nyt ungt Skagen hold, hvor de fleste er omkring 19-20 år og således en kontrast til Ålbæk holdet, med rigtig mange over 50 år.

Det blev en jævn 1.halvleg med få scoringer, ikke mindst pga flot målmandsspil i begge ender af banen.

Skagens bedste, Magnus Ligaard åbnede 2.halvleg med et hopskud fra 3-meteren, et skud der var ved at flække overliggeren. Ålbæks Daniel Nielsen havde dog rimelig fat i de efterfølgende skud.

Efterhånden som uret bevægede sig mod sin afslutning, kom der mere og mere lokalopgørs stemning ind i kampen. Med stillingen 13-13 og blot 20 sekunder tilbage af kampen, fik Ålbæk tilkæmpet sig et straffekast. Lars Vangsted der havde leveret en rigtig god kamp, blev sendt frem for at skyde. Hjemmeholdet havde indenfor de seneste 10 minutter misbrugt 2 straffekast. Desværre var det igen Skagen keeperen der trak det længste strå, og derved sluttede kampen 13-13.

Ålbæk – Tornby 23-21

Ålbæk HKs serie 2 damer tog søndag hjemme imod Tornby IF 2 i i denne sæsonhalvdels 2. kamp. Begge hold havde vunden deres første kampe, og det var således et spørgsmål om hvem der pt ville sætte sig på 1.pladsen. Brønderslev der ligeledes forventes at være med i toppen har endnu ikke været i kamp.

For nøjagtig en måned siden – den 12.december – besejrede vi Tornby IFs 1.hold i jyllandsserien med 21-19 på hjemmebane i Jysk Cup. Vi var meget obs. på at dette resultat ikke måtte blive en sovepude i dagens turneringskamp. Det viste sig dog også, at flere spillere gik igen fra pokalkampen.

Det blev en tæt kamp, hvor begge hold gik til den. Ålbæk førte med 1-3 mål gennem hele kampen og gik til pausen foran 13-12.
2.halvleg blev tilsvarende en tæt omgang fight, hvor Ålbæk aldrig fik skabt afstand til gæsterne, men var dog også yderst tilfredse med at vinde kampen 23-21, og dermed have 4 point for de to første kampe.

Løbet over ende af Hjørring

Ålbæks nyoprykkede serie 2 herre hold fulgte med Hjørrings oprykningsfavoritter de første 25 min. af 1.halvleg til stillingen 16-15, og ÅHK førte endda i en 10 minutters periode. Hjemmeholdet satte dog trump på de sidste fem minutter og kunne gå til pausen foran 21-16.

Ålbæk kæmpede flot videre i 2.halvleg, men det var en kamp hvor holdet var presset på luft i bagkæden, og hvor fejl i angrebet hurtigt blev straffet i kontraangreb. Hjemmeholdets yngste spiller Magnus Rasmussen, var hurtig og godt skydende, og en konstant  trussel for Ålbæk forsvaret, mens det i modsatte ende var Andreas Beck, der gav hjemmeholdet problemer.

Trods et 10-måls-nederlag på 36-26 var Ålbæk tilfredse med egen indsats, man mødte blot et hold, der på dagen var en klasse bedre.

 

Login Form