Category Archives: ÅHK

Damerne vandt i Aalborg

Det blev en rigtig gyser da Ålbæk HKs damer i Jyllandsserien gæstede AASI i Gigantium. Vinderen af kampen ville forblive, mens taberen måtte ned i serie 1. Kampens betydning bar præg på begge hold, men samtidig havde begge hold en pæn gruppe tilskuer, hvilket lavede den perfekte ramme om kampen.

De første 15 minutter var meget jævnbyrdige, herefter fik Ålbæk skabt den største føring i 1.halvleg på 11-8, hjemmeholdet fik reduceret og holdene var igen lige ved pausen. Midt i 2.halvleg var det hjemmeholdet der fik skabt et lille hul på 18-15, her var det Ålbæk der kom tilbage i kampen og 2 1/2 minut før tid fik holdet bragt sig foran 22-24. Efterfølgende blev Ålbæk ramt af en, set med blå øjne, ret tynd udvisning af kampens i øvrigt udmærkede dommerpar. En kendelse der var tæt på at blive kampafgørende. Aalborg Studenterne fik reduceret til 23-24 og ÅHK blev lidt for ivrige i den efterfølgende angreb og smed bolden væk 35 sekunder før tid. Hjemmeholdet havde nu muligheden for at udligne og dermed sende Ålbæk ned i serie 1. Der var næsten ild i Ålbæk spillernes øjne de sidste 30 sekunder, hvor det konstant lykkedes at få lukket boldholderen og nærmeste tilspiller ned. Tiden løb ud uden hjemmeholdet kom til en scorings chance, og jublen kunne bryde ud – holdet havde sikkert sig endnu en sæson i rækken.

Klar til 3.runde

Ålbæk HKs damer gæstede torsdag aften Øland/Halvrimmen serie 1, i en kamp i 2.runde af Jysk Cup.
Ålbæk fik en god start på kampen, og bragte sig foran 3-8, og tog herefter en af sine lange scoringspauser, hvilket hjemmeholdet kvitterede for, med at udligne til 8-8. Ålbæk kom atter i gang og kunne gå til pausen med en føring på 9-12. Ganske få mål på mange chancer, og dette fortsatte gennem 2.halvleg. Hjemmeholdet kom dog ganske tæt på sidste i kampen, men Ålbæk træk det længste strå og vandt kampen 20-21 og er dermed klar til 3.runde af Cuppen.

Revanche til Sæby

 

Ålbæk HKs serie 2 herre gæstede i går Sæby HK, der måske har noget af rækkens bedste spillemateriale, men indtil nu har fristet en tilværelse under nedrykningsstregen. ÅHK vandt det første opgør hjemme med en enkelt pind, og da holdet pt er afbudsramte var der ventet en vanskelig kamp. De to hold fulgtes pænt af de første 20 minutter, herefter blev Ålbækkerne trætte og hjemmeholdet havde et større løbepensum og kunne gå til pausen med en sikker føring.  Hjemmeholdet bragte sig i 2.halvleg foran med 21-13 og det så ikke for smart ud.

Ålbæk genfandt viljen og løsningerne, kæmpede sig flot tilbage og fik reduceret til 26-24, men resurserne var ved at være brugte samtidig med at holdet løb ind i tre på hinanden følgende udvisninger, så hjemmeholdet kunne tage et sikkert stik hjem på 30-24. Dermed er Sæby bedst i det indbyrdes regnskab.

Ålbæk er gået fra 1. til 5.pladsen på blot 2 uger og der venter en utrolig spændende afslutning på sæsonen, med to kampe tilbage og stor jævnbyrdighed i rækken.

 

Større strandhåndbold stævner

Beach handball skal være en stor familie

Skrevet af Maria Bach

Efter ønske fra klubber og lokale enheder bliver beach bredde- og elitestævner nu med endnu tættere søskendebånd.

Mens damerne gør klar til VM i julens kolde måned, har klubber fra hele landet evalueret på sommerens succes i Beach Handball, og selvom 2017 betød en stigning i både hold og spillere, er den sommerglade håndboldaktivitet nu på vej med flere udviklende tiltag til 2018.

”Der skal lyde en stor ros til klubberne, som i langt de fleste tilfælde allerede i år har vist, at de virkelig kan løfte opgaven med at planlægge og afvikle gode og store lokale stævner. Det er tæskelækkert, at klubberne allerede nu tager ansvar, og at de også har gjort det i forbindelse med vores evaluering, hvor der kom mange gode input til forbedring. Det lytter vi naturligvis til, og derfor ser vi også nogle organisatoriske ændringer for Beach Touren til næste år, som gerne skulle smitte positivt af på spillere og tilskuere,” siger John Kruse, formand for DHF’s Beachudvalg.

Beach handball har ind til i år været delt i to. På den ene side lokale breddestævner, som arrangeres af lokale klubber og DHF’s lokale enheder, og Beach Touren (Beach DM), som arrangeres af DHF med hjælp fra de lokale klubber.

Fra 2018 er tanken, at de to dele i højere grad bliver til én stor glad familie, når Beach Touren kommer i familiepleje hos de lokale klubber, og de i højere grad får stafetten i forhold til at planlægge, arrangere og opdrage også den elitære del i 2018.

“Formålet er at gøre de lokale stævner til en endnu større oplevelse for spillere og tilskuere og give større medansvar til klubberne som efterspurgt i evalueringen,” fortæller John Kruse.

For at skabe sammenhæng mellem stævnerne og højne kvaliteten for spillerne, men også for at gøre arbejdsgangene så lette som muligt for de enkelte klubber, bliver der lavet et arrangør-kit med blandt andet guide til anlæggelse af baner, turneringsplaner, pressemateriale med videre.

”Det er vigtigt for os, at vi fortsat formår at tilbyde et kvalitetssikret produkt til spillerne, uden de frivillige eller lokale konsulenter knækker nakken,” forklarer formanden.

I den nye opsætning bliver det muligt at lave aftaler mellem klub og DHF på 3-årig basis.

Internationale stjerner til Danmark?

Et af de øvrige afgørende punkter, som der arbejdes videre med i 2018 er, at få et internationalt stævne til Danmark i form af en EBT-turnering.

DHF bistår med sparring, udvikling og vejledning, hvor det er en klub, som står som arrangør af stævnet.

Fighter sejr over Hjørring

Optakten til damernes kamp i Jyllandsserien mod Hjørring Håndbold var absolut ikke den bedste, da 4-5 spillere var ude pga skader og arbejde og dermed faldt gameplanen til jorden. Sofie Nielsen tilbød sin hjælp og Katrine Thomsen fik comeback i marken, herved var der mønstret 9 spillere og der blev lavet et nyt set up for kampen.

De senere års kampe med Hjørring, har oftest budt på meget få scoringer i de første 40-45 minutter og den kamp blev som ventet ikke meget anderledes. Hjemmeholdet fik en rigtig god start på kampen, hvor forsvaret stod rigtig godt og Sofie bød ind med flere redninger. Efter 20 minutter i 1.halvleg havde Ålbæk bragt sig på 8-4 og havde momentum, men – først trådte Anne Petersen over på foden og kort efter blev Astrid Hjortlund tacklet fra siden i et hopskud, hvorefter hun lader uheldigt og slår hovedet i gulvet – dermed var holdet pludselig uden udskiftningsspillere. En af holdets tidligere spillere Karina Jørgensen, der har været væk det seneste 1 1/2 år pga turer med Skoleskibet og Dannebrog, var blandt publikum, og med lidt lånte sko og udstyr sprang hun hurtigt til. “Sømanden” var i fin fysisk form og gjorde et godt indhop. Ålbæk holdt en 3-måls afstand ved pausen.

2.halvleg blev måske ikke verdens flotteste håndboldspil, men Ålbæk mødte gæsterne højt på banen, og det bevirkede lidt flere tekniske fejl hos Hjørring end måske normalt set. Ålbæk kom op på en 6 måls føring, og ALLE leverede en rigtig flot og vilje præget indsat. Gæsterne vandt som ventet de sidste 10 minutter af kampen og var kun bagud med to mål kort før tid, men Ålbæk havde viljen og heldet til at bringe sejren i hus med resultatet 19-16.

Med sejren til Ålbæk og AASIFs nederlag til Dronninglund er det nu afgjort at kampen den 9.december i Gigantium bliver afgørende. Forinden har Ålbæk en Jysk Cup kamp på torsdag ude mod Øland og lørdag turneringskamp hjemme mod Taars/Ugilt.

 

Login Form