Ålbæk HKs damer i Jyllandsserien gæstede søndag Thyhallen, eller som den kaldes når deres herreligahold spiller – ”Bette Balkan”. Det var ikke en kamp i 888-ligaen, men at håndboldfeberen raser i området var tydeligt, vi husker ikke helt hvornår, vi har haft så meget publikum til en kamp.

Hjemmeholdet havde før jul vundet pulje 2, og dermed 2 point med over i den nye turnering. Vi følte virkelig vi var klar fra start, men der gik ikke mere end 2 minutter og 47 sekunder før hjemmeholdet havde bragt sig foran 3-0. Vi fik dog stabiliseret os lidt i forsvaret og udlignet til 4-4. Jævnbyrdigheden fortsatte gennem 1.halvleg hvor vi dog var i front med 1-2 mål, og kunne gå til pausen med stillingen 12-11.

ÅHK kom bedst fra starten efter pausen og fik skabt sig en 3 måls føring, der holdt indtil 46 minutters spilletid. En række personlige fejl bevirkede at hjemmeholdet atter kom ind i kampen der atter blev tæt. Mod kampens slutning lykkedes det hjemmeholdet at komme foran 29-28, på en aflevering direkte i hænderne på modspillerne, og da man formåede at gentage ”kunststykket” mindre end 30 sekunder senere var stillingen pludselig 30-28 og en offensiv satsning gav desværre hjemmeholdet sejren på 31-28.

Der er langt hjem fra Thy, men når man har følelsen af selv at have smidt et point eller to, så føles de godt to timers kørsel meget    l  a  n  g  t.
Men alt i alt en god kamp og indsats af holdet.