Author Archives: Carsten Bjørnager

Damerne tæt på exit

Ålbæk HKs damer i Jyllandsserien havde ryggen mod muren, da holdet lørdag eftermiddag hjemme i Ålbæk Idrætscenter tog i mod Dall/Ferslev IF. Kravet var en sejr, hvis ikke nedrykningsspørgsmålet skulle blive af en mere teoretisk karakter.

Hjemmeholdet havde momentum i de første 20 minutter af kampen, hvor der blev leveret godt håndbold fra begge holds side.  Scoringerne blev holdt nede – hvilket var ÅHKs mål, da man ikke selv scorer så mange mål. Nogle personlige fejl i slutningen af 1.halvleg ændrede en Ålbæk føring på 9-8 til pausestillingen 10-13.

ÅHK fik en rigtig skidt start på 2.halvleg, med brændte straffekast og flere 100% chancer hvor bolden blev skudt helt forbi mål. Balancen på holdet blev brudt, og usikkerheden forplantede sig til forsvaret, hvor midten kom til at løbe rundt og andre aftaler blev glemt. Modstanderne bragte sig således foran 11-23. Ålbæk fortsatte med at kæmpe og fandt atter rytmen i de sidste 10 minutter hvor holdet kom flot tilbage. Trods det flotte comeback måtte man dog se sig besejret 19-26. Samme resultat som i de to holds første møde i Dall – uden at de to kampe skal sammenlignes, da begge hold spillede væsentligt bedre i dette opgør.

Ålbæk har bragt sig i en situation hvor holdet skal hente 5 point i de sidste 4 kampe, samtidig med Dall/Ferslev taber deres kampe….

Herrerne op på 1.pladsen

Ålbæk HKs serie 3 herrer besejrede i går aftes Horne KFUM med 27-16. Gæsterne leverede en god kamp, men der blev aldrig tvivl om udfaldet, ÅHK førte sikkert fra start til slut. Med sejren indtager Ålbæk atter 1.pladsen, med et enkelt point mere end Hirtshals. Omrykningen ligner mere og mere et spørgsmål mellem netop Hirtshals og Ålbæk. Hirtshals har smidt to point til netop ÅHK i en meget tæt kamp, mens Ålbæk har smidt et enkelt point i en rodet kamp mod Jerup. Netop Jerup er Ålbæks næste kamp – om godt 14 dage.

Tille vinder managerspillet

 

Traditionen tro afholder ÅHK mangerspil i forbindelse med EM og VM, således også ved det netop afsluttede EM for herre. Michael “Tille” Jakobsen blev en sikker vinder af årets spil, da han førte fra start til slut i spillet. I sidste kamp i mellemrunden. Skiftede vinderen Damgaard ind – og som anfører, denne lille genistreg gav næsten en million i point og skabte afstand til de øvrige deltagere. ÅHKs liga var utrolig stærk i årets konkurrence, hvor 75% af deltagerne sluttede blandt de øverste 10% i den globale turnering.
Tillykke til vinderen og tak for deltagelse til alle.

Damerne mangler effektivitet

ÅHKs damer i Jyllandsserien gæstede Bære/Hornum S & IF i hvad der var de to klubbers første møde på en håndboldbane. Hjemmeholdet havde et par venstrehåndsspillere der gav vores forsvar udfordringer. Sofie Pedersen der til dagens kamp var hoppet på mål, leverede en rigtig flot kamp mellem stængerne. Ålbæk måtte gå til pausen bagud med tre mål, efter man ikke scorede i de sidste 10 minutter af 1.halvleg. Desværre gentog man det tilsvarende i 2.halvleg. Holdet spiller sig til chancerne, men effektiviteten i afslutningerne mangler, og derved scorer holdet for få mål, hvilket også blev tilfældet i Hornum, hvor holdet måtte forlade banen med et nederlag på 26-17. Med fire nederlag i træk har holdet 0 point, samme har Dall/Ferslev og netop de to hold mødes i næste turneringskamp. De to hold har nu 14 dage til at forberede sig på hinanden.

Det nystartede serie 4 hold fik sin første sejr, da holdet vandt med 18-14 på udebane over Horne KFUM.

 

Vigtig sejr til herrerne

Ålbæk HK serie 3 herrer havde søndag besøg af Hirtshals HH80, og det blev en rigtig tæt, spændende og til tider en velspillende serie 3 kamp, hvor det desværre igen viste sig at én dommer ikke er nok.

Gæsterne kom absolut bedst fra start og var stærkt skydende i bagkæden med Mikkel Sørensen, Ronnie Mølving og Jesper Gammelgaard. Ålbæk skiftede forsvarsformation og fik hurtigt bedre fat i skytterne og kunne gå til pausen med stillingen 12-12.

2.halvleg blev et tæt opgør, hvor det først sidst i kampen lykkedes at skabe et lille hul og vinde kampen 21-19.

Såfremt Hirtshals kan mønstre dette hold til sine kampe – ja så var dagens sejr vigtig for Ålbækkerne.

Login Form