Ålbæk HKs serie 2 damer spillede mandag aften 1/8 finale i Jysk Cup, hjemme mod Vrå/Børglum IF.
Gæsterne der spiller i Jyllandsserien fik den bedste start på kampen og bragte sig foran 1-4 og 2-5, hvor efter hjemmeholdet begyndte at få fat og fik udlignet til 5-5. Herefter var der parløb frem til pausen, hvor stillingen var 11-11.
Efter weekendens famøse hjemmekamp mod HHH, var det dejligt at se holdet atter spillede håndbold med tempo og vilje.
Ålbæk fortsatte de gode takter gennem 2.halvleg og størst målforskel var på 17-15 til ÅHK, herefter fulgte desværre en udvisning til hjemmeholdet, hvor gæsterne reducerede til 17-16, en stilling der holdt gennem længere tid, hvor ingen af holdene formåede at få afsluttet. 2 minutter før tid var stillingen 18-18, og tankerne var begyndt at melde sig til forlænget spilletid, men et par forkerte beslutninger og et par dommerkendelse der gik imod hjemmeholdet, resulterede i tre hurtige scoringer til gæsterne og kampen sluttede 18-21.
Der var selvfølgelig lidt øv-stemning efter nederlaget i en tæt kamp, men også glæde og tilfredshed ved at have spillet en god kamp, og hvor fokus nu kan rettes mod at sikre sig oprykningen.