Det blev en rigtig gyser da Ålbæk HKs damer i Jyllandsserien gæstede AASI i Gigantium. Vinderen af kampen ville forblive, mens taberen måtte ned i serie 1. Kampens betydning bar præg på begge hold, men samtidig havde begge hold en pæn gruppe tilskuer, hvilket lavede den perfekte ramme om kampen.
De første 15 minutter var meget jævnbyrdige, herefter fik Ålbæk skabt den største føring i 1.halvleg på 11-8, hjemmeholdet fik reduceret og holdene var igen lige ved pausen. Midt i 2.halvleg var det hjemmeholdet der fik skabt et lille hul på 18-15, her var det Ålbæk der kom tilbage i kampen og 2 1/2 minut før tid fik holdet bragt sig foran 22-24. Efterfølgende blev Ålbæk ramt af en, set med blå øjne, ret tynd udvisning af kampens i øvrigt udmærkede dommerpar. En kendelse der var tæt på at blive kampafgørende. Aalborg Studenterne fik reduceret til 23-24 og ÅHK blev lidt for ivrige i den efterfølgende angreb og smed bolden væk 35 sekunder før tid. Hjemmeholdet havde nu muligheden for at udligne og dermed sende Ålbæk ned i serie 1. Der var næsten ild i Ålbæk spillernes øjne de sidste 30 sekunder, hvor det konstant lykkedes at få lukket boldholderen og nærmeste tilspiller ned. Tiden løb ud uden hjemmeholdet kom til en scorings chance, og jublen kunne bryde ud – holdet havde sikkert sig endnu en sæson i rækken.