Ålbæk HKs serie 2 damer spillede lørdag hjemme mod bundholdet Horne/Hirtshals Håndbold. Ålbæk havde vundet sine første 7 turneringskampe, bl.a. 22-13 på udebane over HHH.
1.halvleg var en rodet og mindre køn håndboldkamp, hvor der ikke var meget der lykkedes for Ålbæk. Den målfattige halvleg sluttede 6-6 , sølle 12 mål på 30 minutter, og det var ikke fordi der var forsvarsspil i verdensklasse.
Man havde en forventning om, at ja, ok – det kommer i 2.halvleg, og mens man tålmodigt ventede, på at spillet skulle komme i gang, løb tiden desværre ud, og gæsterne vandt lidt overraskende 13-15.
Med nederlaget har Ålbæk sat halvdelen af sit forspring til Brønderslev og Tornby over styr, hvor HHH modsat er væk fra den direkte nedrykning
Der var en noget flad fornemmelse hos hjemmeholdet efter kampen, der nu kun har en dag og ingen træning, til at samle sig selv op, når holdet mandag aften kl. 19.15 på hjemmebane spiller 1/8 finale i Jysk Cup mod Jyllandsserie holdet Vrå/Børglum.