En spiller kan have fået en bold i hovedet, to spillere har måske stødt hovederne sammen, eller der kan være sket noget helt tredje, hvor en spiller har slået hovedet. Men hvordan ved man, om der er tale om en hjernerystelse? Og hvad skal man i så fald gøre for at hjælpe?
Her hjælper de tre nøgleord:
BREMS – BEDØM – BESLUT
Se i øvrigt DHFs materiale herom på http://haandbold.dk/foreninger-og-uddannelse/hjernerystelser/er-det-en-hjernerystelse/
PRESSEMEDDELELSE: INGEN EVIDENS FOR LINK MELLEM HOVEDSKADER, SPORT OG DEMENS
Flere medier kunne i går onsdag den 11. april fortælle historien om forsker Jakob Christensen og hans undersøgelse om sammenhængen mellem hovedskader, demens og risikoen ved at dyrke sport. Det viser sig imidlertid, at undersøgelsen ikke påviser denne sammenhæng.
Dansk Idrætsmedicinsk Selskab er blandt de drivende kræfter i det arbejde, der har sat viden om hjernerystelser på dagsordenen i landets idrætsklubber blandt de aktive børn, unge og deres forældre.
Vi er glade for den store opmærksomhed som emnet har, og den store omtale i de fleste medier. Hjernerystelser skal tages alvorligt og behandles korrekt, hvilket også vil fremgå af den Hjernerystelseskampagne der løber af stablen i næste uge – uge 17.
Desværre kørte der i går 11. april en historie i mange medier om en stor dansk undersøgelse med fokus på sammenhængen mellem hovedskader og demens. Artiklen, der har været publiceret i den anerkendte britiske tidsskrift The Lancet Psychiatry, er både god og tankevækkende.
Desværre er undersøgelsens ophavsmand Jakob Christensen, der er overlæge og ph.d. på Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital flere steder citeret, så det fremstår som om, der er en direkte sammenhæng mellem hovedskader i sport og udviklingen af demens.
Flere medier sammenligner således risikoen ved at cykle uden hjelm og “banke hovedet i asfalten” med, det at dyrke sport. Og det fremgår, at fodbold og håndbold er kontaktsportsgrene på linje med boksning.
Undersøgelsen siger intet om sammenhængen mellem sport, hovedskader og demens. Forskningen retter sig udelukkende mod sammenhængene mellem hovedskader og demens, og der er derfor ikke belæg for, at der skulle være øget risiko for demens forbundet med det at dyrke sportsgrene som f.eks. fodbold og håndbold – heller ikke hvis man header til bolden. Tværtimod er der flere studier der viser at sport og deltagelse i sociale fællesskaber nedsætter risikoen for demens.
Dansk Idrætsmedicinsk Selskab ønsker at holde fokus på fakta. Vi opfordrer danskerne til trygt at dyrke sport som fodbold og håndbold, mens vi er bekymrede for risikoen for demens udvikling inden for sport med bevidst vold mod hovedet.
Kontakt: Niels Christian Kaldau, Dansk Idrætsmedicinsk Selskab 2714 3406/40134699 (arbejdsmobil).
Yderligere information: Ingen evidens for sammenhæng mellem deltagelse i fodbold og demens. http://bjsm.bmj.com/content/early/2017/07/20/bjsports-2017-097627.long
Sport nedsætter risikoen for demens: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5393553/