“Hvad bliver det til ?” det spørgsmål kunne man snart med rette stille til JHFs turneringsudvalg.
I en tid hvor de mandskabskrævende idrætsgrene (fodbold/håndbold), og det i visse geografiske områder, stort faldende børnetal, har sine udfordringer, har fodbolden jo hurtigt ændret struktur til 5- og 8-mands hold i ungdomsrækkerne, mens vi endnu en gang sover i håndboldforbundet.
For et par år siden smed DHF en pæn sum penge i tilskud, til oprettelsen af kortbaner rundt om i hallerne. Selvfølgelig søgte vi puljen, fik andel heri og fik etableret en kort-bane. Vi var vel alle i forventning om, at i 2017 kom der turneringer i 5:5 eller 6:6, således vi kunne fastholde de små årgange. Hvad er der sket ? – desværre intet.
I 2014 blev projektet “Knæk kurven” søsat. Et godt gennemarbejdet projekt med mange gode tiltag. Desværre ser det ud til at vores eget forbund igen laver et selvmål. Ændringen i turneringsstrukturen som igen-igen pressede hold nedad i rækkerne medfører at vi snart har verdens stærkeste serie 4 rækker, så åbenbart skide-være-med at vi har mistet motionsspillerne. Og nu er vi ved at miste muligheden for at fastholde de små årgange ude i de bette klubber. Kom nu kære forbund og udvalg, det er på tide i kommer ind i kampen.