Kamera i Ålbæk Idrætscenter opsat af Sportsway i november 2022



Der har været en del debatter, især på sociale medier, omkring livestreaming fra idrætshallerne og skøjtehallerne.  Nu skal politikkerne til at tage beslutning om, om det skal være tilladt at livestreame fra kommunale haller og selvejende haller der modtager kommunalt tilskud.

Politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune har besluttet, at der i samarbejde med relevante parter skal udarbejdes konkrete retningslinjer og krav i forbindelse med etablering af udstyr til livestreaming i de kommunale og/eller selvejende haller til senere fremlæggelse.
Det vil sige, at livestreaming indtil videre er tilladt i hallerne i Frederikshavn Kommune. Det er noget, som blandt andet FfI Håndbold, Frederikshavn Ishockey Klub, Frederikshavn Blackhawks og Aalbæk HK benytter.  Kanal Frederikshavn 13.februar 2023


Silkeborg kommune har 23.januar besluttet at sætte sorte sække over kameraerne i to kommunale haller. – Jeg er skeptisk om, at man filmer børn og unge. Vi synes, det er vigtigt, de har et frirum, så de kan dyrke håndbold, eller hvad de nu vil, og også have lov at fejle i det uden at skulle se de klip blive vist igen og igen og ydermere streames, så alle har adgang til det, siger kommunalpolitiker Johan Brødsgaard (R). TV Midtvest 23.januar 2023


Viborg HK har ligeledes sagt nej til breddekampe. Vi arbejder rigtig meget med, at det er o.k. at fejle, også i kampe. Det vil sætte en begrænsning på vores spillere, at fejl bliver synlige for alle: familie, venner, klassekammerater og alle i det ganske land. Så begynder man at tænke, man skal tage sig godt ud. Det er ikke det, vi ønsker i vores klub, siger Børge Hansen i TV Midtvest 26.januar 2023.

 

Ingen tvivl om at der vil være mange forskellige holdninger hertil i den kommende debat.

Lad det først og fremmest være sagt:
– At TV kampene fra Ålbæk kun omfatter seniorkampe med Jyllandsserien kvinder og serie 2 herre.
– At det i håndbold Danmark kun er seniorkampe samt U19 liga kampe der transmitteres.
– At der skal betales for at se kampene.
– At vi siden opsættelsen kun har haft positive tilkendegivelser herpå.
– At modstander holdet kan nægte kampen optages, ved kontakt til Sportsway.

Vi leder ikke efter personlige fejl – men det der virker for holdet i kampene.
Vi har på ingen måde tilbagegang i folk i hallen, måske tværtom.

Skal vi samle mobiltelefonerne ind ved indgangen til Hallen ?  Alle har jo en mobiltelefon med kamera og video og mulighed for at zoome direkte ind på enkelt personer, hvor live streamingen giver et overbliksbillede og ikke stiller skarpt på enkeltpersoner.

Det minder lidt om debatterne da forretningerne begyndte at sætte videokamera op, alle talte om det og havde en mening – i dag er der ingen der tænker på det.

Vores holdning er helt klart et stort OK til livestreaming af U19 liga og seniorkampe op til 2.division og NEJ tak til børne- og ungdomskampe. 

CB