Ålbæk HKs U17 Piger spillede tirsdag aften på udebane mod topholdet Dronninglund IF. Hjemmeholdet havde vundet sine tre første kampe med en målscorer på +42. Det var derfor med en vis respekt, at Ålbæk gik på banen, dog fast besluttet på at yde sit bedste.

Efter kort tid var stillingen 2-2, hvorefter begge hold fik stabiliseret forsvaret og der gik længere tid mellem scoringerne. Det var dog hjemmeholdet der som ventet kunne gå til pausen med en 2-målsføring på 8-6.

Markspilleren Linea Thomsen der til dagens kamp havde påtaget sig opgaven mellem stængerne, havde stået en fin 1.halvleg og steppede yderligere op i 2.halvleg. I angrebet fandt man to aftaler der kørte fint igennem og midt i 2.halvleg bragte Ålbæk sig foran for første gang.

Hele holdet kæmpede flot og kunne holde forspringet på 1 til 2 mål resten af kampen og hive en overraskende sejr hjem på 14-15.