Category Archives: ÅHK

Svenstrup var bedst

Ålbæk HKs Jyllandsserie damer kom godt fra start i onsdagens hjemmekamp mod Svenstrup Godthåb IF, førte de første 10 minutter hvor stillingen var 5-4, herefter fulgte 15 rigtige dårlige minutter hvor hjemmeholdet ikke scorede, det gjorde gæsterne derimod 10 gange. Ålbæk kom lidt tilbage mod slutningen af legen, men kunne ikke hindre gæsterne i en solid pauseføring på 10-17.

Hjemmeholdet kom godt på banen efter pausen og reducerede 4 gange før gæsterne atter kom med i kampen. De to hold spillede lige op i 2.halvleg, og gæsterne vandt kampen 21-28.

Ålbæk skal nu som minimum vinde to af de tre sidste kampe, mod de tre hold der liger nr. 1-3
19.marts ude mod Sæby HK
22.marts ude mod Svenstrup Godthåb IF
26.marts hjemme mod Tornby IF

Rødt kort og straffe i sidste sekund

2 spillere der fik en afgørende betydning i slutfasen ….

 

Ålbæk HKs serie 2 herre og Sæby HKs ditto, spillede søndag i Sæby hvor hjemmeholdet vandt 25-24. Ålbæk var opsatte på at få point i onsdagens hjemmekamp mod samme modstander, hvor Ålbæk også kom bedst fra start men gæsterne kom godt tilbage og det blev atter en tæt kamp.

Sæby kunne gå til pausen foran 13-14.

2.halvleg bølgede lidt frem og tilbage uden nogen hold fik skabt et forspring. Stillingen var 26-26 og der var 5 sekunder tilbage, og bolden midt på Sæbys banehalvdel, hvor Ålbæks Nicolaj Jensen tackler og forhindre en lang aflevering fra Sæbys Casper Fabricius, der på ingen måde underspiller sin rolle.
Dommerne dømmer straks rødt kort til Nicolaj og straffekast til Sæby, der efterfølgende scorer og vinder kampen 26-27. Med 3 nederlag i træk, hænger Ålbæk nu med en vis del i vandskorpen, før de sidste 3 turneringskampe.

 

 

Jyllandsserien tabte igen

Ålbæk havde mulighederne, men ikke marginalerne på sin side i de afgørende situationer.

 

 

Ålbæk HKs jyllandsserie damer spillede onsdag aften hjemme mod Vrå/Børglum. En kamp som Ålbæk skulle vinde for at kommer over stregen, men igen-igen måtte holdet se sig besejret med et enkelt mål og konstaterer at holdet ikke har ramt formen, her i det nye år.

Signe Christensen spillede sin første kamp i år efter sin barsel, og blev en af Ålbæks bedste i kampen samt sit holds topscorer med 6 mål. Charlotte Jensen var gæsternes mest scorende med 8 mål.

Hjemmeholdet havde chancerne i slutfasen, men brændte såvel et straffekast som en næsten 100% mulighed, og måtte se sig besejret 24-25. Hvor blot et enkelt point ville have været rigtig godt – men nu ser det lidt vanskeligt ud for oprykkerne, der igen-igen ikke når at bide sig fast i rækken.

 

Signe Christensen (Arkiv foto) var hjemmeholdets bedste spiller i onsdagens hjemmekamp.

Har ikke ramt tempoet

Ålbæk HKs Jyllandsserie damer spillede søndag eftermiddag hjemme mod Hjørring Håndbold.
Kampen i Hjørring endte uafgjort 26-26 efter Ålbæk havde ført med 2 mål to minutter før tid, derfor var der optimisme før dagens hjemmekamp.

Ålbæk kom dog rigtig skidt fra start, med langsomt og usikkert spil og med gæsterne i front 5-10 midt i 1.halvleg. Det lykkedes holdet at kæmpe sig tilbage i kampen og reducere til pausestillingen 11-13.

Hjemmeholdet kom rigtig godt på banen efter pausen, og 8 minutter ind i 2.halvleg kom holdet foran for første gang med 15-14. Ti minutter senere var det atter Hjørring der kom i front med stillingen 18-19.
Herefter meldte de tekniske fejl sig atter, tydeligt at holdet kun har haft en enkelt træning i februar og har pt svært med at finde tempoet i spillet. Det blev ikke bedre 10 minutter før tid, hvor Kiki Holm Jørgensen måtte forlade banen med en fiberskadet i lægmusklen, netop som hun skulle til at afslutte på en kontra. Gæsterne øgede stille og roligt, og et skuffet Ålbæk mandskab måtte se sig besejret 24-29.

Resultatet betyder at Hjørring har bragt sig i sikkerhed, mens Ålbæk og Vrå kommer til at dyste om den mindre attraktive plads. Vrå/Børglum vandt dagens opgør hjemme mod Svenstrup og overlader dermed sidste pladsen til Ålbæk. Kravet til Ålbæk er således en sejr på onsdag, hvor netop Vrå/Børglum gæster Ålbæk Idrætscenter.

 

Stærk modstander

ÅHKs serie 2 herre spillede fredag aften hjemme mod Strandby/Elling. Gæsterne måtte låne Ålbæks udebane tøj, idet der var noget med en der havde glemt noget.

SEIF holdet kom rigtig godt fra og bragte sig foran 3-9. Det var specielt Mads Starcke der i den periode gav Ålbæk store problemer. Hjemmeholdet kom bedre med og fik reduceret til 10-13. Det “lykkedes” hjemmeholdet at lave en række tekniske fejl i de sidste minutter af 1.halvleg, hvilket gav gæsterne en række kontrachancer, hvor de fik scoret på tre af dem til pause stillingen 10-16.

Det var Ålbæk der kom bedst på banen efter pausen, Lars Vangsted fik godt fat i midterforsvaret, Kenneth Jørgensen begyndte for alvor at tage med hænder og nu var det hjemmeholdet der fik kontrachancerne, og hvor Michael Vestergaard var sikker på afslutningerne og wupti var stillingen 16-18, og Ålbæk dermed tilbage i kampen.
Så begyndte Mike Daarbak for alvor at udfordre Ålbæks forsvaret, og der blev spillet rigtig godt bold af begge hold.  Ved stillingen 20-22 blev hjemmeholdet ramt af fire udvisninger – ikke spilrelaterede, men for dommerprotester – synd at det ødelage stemningen i en god kamp, som gæsterne vandt 22-26.

Hvis SEIF stiller med det hold i resten af kampene så ligner det en topplacering, modsat skal Ålbæk snart have lidt flere point og må se nedad i tabellen.

 

Login Form